Den 19. november udgives ”To the Nameless Dead”, Primordials syvende album. Skal jeg kalde dette album årets musikalske overraskelse, ville det samtidigt være årets underdrivelse. Hvilket et fantastisk episk metal album dette er! Jeg havde aldrig i mine vildeste drømme troet jeg kom til at genopleve, at sange skulle kunne opnå samme majestætiske vælde som Rainbows ”Stargazer” eller Black Sabbaths ”Sign of the Southern Cross”.

Det skal medgives, at jeg aldrig har lyttet til Primoridal før, da jeg altid har troet, de spillede polka metal, eller folk metal, som det skidt populært kaldes, hvilket jeg skyr som pesten.

Rent tilfældigt hørte jeg to numre med bandet på nettet, og har siden gentagende gange måttet samle min kæbe op af brystet. Det er vitterligt mange år siden, et album har overbevist mig så eftertrykkeligt som ”To the Nameless Dead”.

Åbningsnummeret ”Empire Falls”, der er albummets bedste nummer, men kun marginalt, besidder så stor melankolsk styrke og episk vælde, at jeg hårene stritter på mine arme, bare af at tænke på det, mens ”Gallows Hymn” er melankolsk og medrivende som man kunne forestille sig, eller mere end jeg havde fantasi til at forestille mig, når nu jeg skal være ærlig, for ikke at tale om det perkussion drevne og hypnotisk fængende ”As Rome Burns”.

Primordial spiller meget den samme melodi, og når jeg lytter til deres tidligere musik kan jeg høre, at de har spillet den melodi længe, om end ikke så godt som de gør nu. Mange af mine kolleger verden over har kåret dette album som bandets bedste, og hvad jeg har hørt af komparativt materiale, kan jeg kun give dem ret, så fans af bandet skal ikke betænke sig så meget som et eneste sekund før de investerer i albummet.

Men jeg har som sagt aldrig hørt melodien før nu, og jeg kan ikke andet end blive voldsomt imponeret over bandets eklektiske sammensurium af black, doom, heavy og folk metal. Det kunne være blevet så ringe, men er blevet så fantastisk, at jeg har svært ved at styre min begejstring.

Visse numre, som ”Heathen Tribes” er altovervejende folk inspirerede, mens albummets sidste to skæringer ”Traitors Gate” og ”No Nation On This Earth” har en overvægt af black metal indflydelser. Førnævnte har endda blast beats. Men fælles for alle numre på albummet er, at sammensætningen fungerer fantastisk. Det er faktisk kun albummets korte instrumentale stykke ”The Rising Tide” og albummets sidste nummer, der ikke helt får mig op at ringe, mestendels fordi nummeret ikke besidder lige så mange stærke melodier, som resten af albummets skæringer.

Jeg kæmper dog stadig med at understrege hvor utroligt godt jeg finder dette album, som jeg ikke alene vil sætte som min foreløbige kandidat som årets album, men faktisk også noget nær dette årtis album, og siden jeg har lært at forstå musikalsk smag er subjektivt, vil jeg blot henvise til bandets Myspace. Der kan den kære læser lytte til gudenummeret ”Empire Falls”. Skulle dette nummer slå benene væk unde den kære læser som det gjorde ved mig, så invester i dette album, det kan meget vel vise sig at være den største tjeneste man har gjort sig selv i mange, mange år.

http://www.metalzone.dk/index.php?side=expandcd&id=1311